Fra tømrerlærling til projektleder – vilje og evner giver muligheder

Dennis K. Petersen startede i lære som tømrer hos Svend Aage Christiansen A/S tilbage i 2007. Han var skoletræt og havde et brændende ønske om en karriere hvor han kunne arbejde med sine hænder.

“Jeg ville bare gerne ud og banke nogle søm i, som vi siger – så det var den naturlige vej at gå og jeg har altid været glad for det”, udtaler Dennis.

Efter 4-5 år som tømrersvend på diverse byggeprojekter, havde han flere gange overvejet hvordan det ville være at tilgå projekterne fra den anden side af skrivebordet. Han fulgte derfor sin mavefornemmelse om at lægge hammeren på hylden og begynde at studere til bygningskonstruktør. Et valg han aldrig har fortrudt, selvom tømrerfaget stadig godt kan trække i ham.

Man kan nu godt savne at gå ude og arbejde, når solen skinner og temperaturen stiger,” siger han med et glimt i øjet.

Tvivl var der nok af, da han sendte ansøgningen afsted, men som semestrene skred frem, stod det klart, at han havde taget den rigtige beslutning.

Det var for mit vedkommende en omvæltning at begynde at studere igen, men jeg fik lov til at fortsætte med at arbejde som studie-jobber hos Svend Aage Christiansen A/S og kunne på den måde få lidt luft fra studierne.

Svend Aage Christiansen A/S bakkede fuldt ud op om Dennis’ uddannelse og han tog også sit praktikophold virksomheden. Hans ihærdighed og engagement ledte ham nemlig til en fuldtidsstilling, da han dimitterede i sommeren 2018.

Det er altid tilladt at komme med inputs, ytre sig om sine holdninger og meninger og fordybe sig i projekter, hvadenten man er praktikant eller konstruktør. Alle har stemmeret og der er højt til loftet.” (tekst fortsætter under billedet)

De værner meget om færdigheder og kompetencer i virksomheden, hvorfor de også bakker op om efteruddannelser, såfremt de ansatte har ønsker herom. Uddannelse er nøgleordet for godt håndværk og endnu vigtigere for godt samarbejde, hvilket også ligger til grund for, hvorfor de værner så meget om videreudvikling hos deres medarbejdere.

“Jeg er lige nu ved at tage en sikkerhedskoordinator uddannelse inden for byggeri, hvilket giver os mulighed for at byde ind på nogle større totalentrepriser, hvor vi selv skal varetage sikkerheden på byggepladsen” siger han.

Dennis håber og tror på, at han stadig arbejder i virksomheden om 10 år. Hvorvidt det stadig er i samme stilling, kan han dog godt være i tvivl om, da efteruddannelse bestemt ikke er et fremmedord for Svend Aage Christiansen A/S. Der er altid mulighed for at arbejde sig op og de mener at uddannelse, samarbejde og nytænkning er nøgleordene for, at virksomheden fortsat vil differentiere sig fra konkurrenterne.